Dag 28, 29, 30 og 31

Dag 28

Negreira, som en lidt stoerre provinsby. Der skete ikke saa meget. Jeg brugte eftermiddagen paa at sidde paa en bar i byen. Barens klientel bestod af halvgamle maend, der sad hver for sig, med en oel, vin eller kaffe foran sig. Baren var ret gammel hvilket inventaret bar praeg af, men havde faaet nye ejere - et yngre par. Nikotinbrune vaegge og fliser paa gulvet. Nogle af gaesterne var tydeligvis stamgaester med deres egne pladser. Udenfor baren var busstoppestedet, saa der var ogsaa et par boender som brugte ventetiden paa baren, og saa altsaa mig. Da bussen kom, kom chauffoeren lige ind paa baren for at hoere om der var nogen der skulle med. Et saadan sted hvor man kan sidde i al evighed, saa laenge man bare koeber et eller andet med passende mellemrum. En af gaesterne bad om et glas vin mere, og fik (uden at mine spanskkundskaber er daekkend) meget tydligt udtrykt af den kvindelige vaert, at det da vist saa ogsaa var den sidste han fik denne dag. Det er sjovt at man - uden at kunne sproget - sagtens kan forstaa hvad der bliver sagt.

Tilbage paa herberget, var vi stadig kun 4 - mig selv, en irlaender, en tysker og en hollaender, saa vi gik sammen ud at spise. En stille og hyggelig dag.

Dag 29

Fra Negreira er der en ret lang tur - 33 km - til naeste herberg i Olveiroa. En lang dag fordi der ikke er opholdsmuligheder, i form at cafeer o.lign. hele dagen. Landskabet er nu blevet en smule mere "langstrakt" - bakker og dale er rundere. Det er udpraeget "ko-land". Alt i dag handler om koer. Ingen landsby uden kostalde, ingen enge ude sortbrogede, droevtyggende klovdyr. Skov afloeses af enge, der afloeses af smaa landsbyer. Saa tankerne gaar paa langfart.

Jeg taenker pa det at vandre. Siden vi i tidernes morgen rettede os op har det vaeret for at gaa. Helt tydeligt er vi anderledes end de andre primater. Vi er konstrueret til at gaa. Gaa langt og gaa laenge. Vi skulle strejfe omkring paa savannen for at lede efter foede, og senere da vi blev jaegere skulle vi kunne forfoelge et bytte i lang tid, fordi vi ikke er hurtige som rovdyrene, har vi maattet kompensere ved at vaere udholdende.

Og saadan er det at gaa en helt fundamental ting for mennesker. Vi har - rent konstruktionsmaessigt ikke aendret os siden dengang. Saa naar vi gaar, saa kobler vi os paa noget oprindeligt. Saa det at gaa den mange hundrede kilometer er slet ikke saa absurd som det kan forekomme inden man kommer igang.

Nar jeg gaar hjemme saa kommer jeg altid til at gaa i cirkler. Jeg skal jo tilbage til det samme sted hver gang. Men paa langtur peger foedderne fremad, og det der ligger bagved oplever du kun hvis du stopper op for at se dig tilbage. Ellers er hele dit vaesen rettet mod det nye og det naeste der sker. Der ligger en meget stor frihed i det. Maaske har du set pilgrimme gaa paa vejene, mens du selv er suset forbi i bilen og taenkt, at det ser da tungt og besvaerligt ud. Men jeg kan love, at set inde fra pilgrimmen er de ydre stabadser kun en overflade og noget man lever med. Det er tankerne og det der ligge foran der optager sindet.

Og saa er man jo i fint selskab som vandringsmand. Store tanker er taenkt, og verden aendret af folk der har gaaet. Flere historiske personer fx Buddha og Jesus var vandringsmaend. De valgte begge at vaere paa evig vandring fra sted til sted, afhaengig af andres velvilje. Og begge talte de imod den herskende orden i samfundet (religionen) ved udfordre praester og templernes monopol paa den rette tro, ved at give den tilbage til det enkelte menneske. Det er det disse to har til faelles. At man som enkeltperson selv kan paavirke sin skaebne eller frelse om man vil, ved at tage ansvar for sig selv og andre, og staa fast ved sine principper. Det respekterer jeg meget. Om det med frelse synes jeg at Buddha bedst udtrykker det. Han siger, at himmel og helvede eksisterer her i livet side om side, og at det er gennem vores tanker, vores tale, vores sind og vores handlinger at vi selv vaelger hvor vi vil vaere. Stort og dog simpelt.

Se bare Mahatama Gandhi, der gennem vandring og klare valg, faktisk fik det britiske imperium til at smuldre.

Vi skaber saaledes selv vores himmel eller helvede gennem de valg vi foretager. Da verden er fyldt med valg, og vil hele tiden bliver konfronteret med muligheder, kan det vaere svaert, hele tiden at vaere bevidst om konsekvenserne, men de er der. Selv naar man vaelger ikke at vaelge - foretager man jo et valg.
Jeg tror at det derfor er vigtigt at goere sit liv simplere, saa man skaerer de overfloedige og forvirrende valg fra. At goere livet simplere er dog i sig selv en stor opgave.

Mit stoerste nulevende forbillede er H.H. Dalai Lama, som godt nok ikke er kendt som vandringsmand, men han er som alle pilgrimme en noejsom person der altid er paa rejse.

Det smukkeste jeg har laest om Dalai Lama er beskrevet saaledes: "Han er en simpel munk. Ikke simpel som foer avanceret og sofistikeret, men simpel som efter!" . Et stort maal at straebe efter, men et maal der inspirerer mig.

I den sidste del af dagens etape begyndte landskabet igen at aendres. Det meget groenne er bleveet mere stent, og vegetationen er spredte fyrtraer og krat. Og saa synes jeg altsaa at der er noget i luften, en ny slags koelighed, fornemmer jeg vand ?

Saaledes fremm ved dagens maal. Olveiroa. Et herberg i byen og det blev hurtigt fyldt op. Gutterne fra i gaar var der, saa ud at spise skulle vi igen. Da etapen i morgen gaar til Finisterre var der hoej stemning. Faktisk udviklede det sig til lidt af en afslutningsfest og hele restauranten var med paa det. Sjov aften med fuld droen paa. Min hollandske medpilgrim havde faaet ganske meget Orujo (snaps) saa der blev tysset da vi endelig kom tilbage paa herberget.

Dag 30

"Nu lakker det mod enden" sagde manden, da han haeldte fernis ned af ryggen.

Efter rejseparleuren sidste etape. Mine medkumpaner var opsat paa at gaa de 30 kilomenter til Finisterre hurtigst muligt, for at feste videre fra i gaar.
Jeg selv har det anderledes. Jeg er ikke faerdig endnu. Der er stadig mange tanker som ikke er afrundet, ja - selv her paa bloggen, har jeg noget jeg gerne vil skrive om. Saa det maa jeg jo finde ud af.

Jeg besluttede mig for at dele den sidste etape op i to, og kun gaa til Corcubion. Saa jeg sov laenge, gav mig god til og spiste en god morgenman. Jeg har slentret hele dagen. Foerst over et "bjerg" saa over et andet, og saa var den der. Mellem bjergtoppene var der pludselig en helt lige horisont !  Jeg kan se havet ! Foelelsen overvaeldede mig fuldstaendigt, jeg graed og var samtidig helt vildt lykkelig. Jeg gjorde det sgu´. Paa hoejderyggen laa en stor sten. Jeg satte mig derop - helt alene i verden - og noed synet. Lige i dette oejeblik foelte jeg den forloesning, som jeg foerst troede ville komme naar jeg var i maal. Men saadan er det paa Caminoen. Der sker altid noget andet end det du planlaegger. :)

Resten af dagen var bare mod havet. Godt 10 kilomenter mere foer jeg var der. Men jeg har god tid og nyder hvert et oejeblik. Min krop er ved at vaere traet af at gaa. Saerligt min venstre skulder og ryg, er traet af at gaa med rygsaek, men benene har ingen problermer. 900 kilometer uden en vabel.

Foerste by ved havet er Cee. Det var soendag og der er marked i byen. Solen skinner, man kan koebe alt muligt, fra mad til toej. Spanske popmusik lyder overalt. Og her er jeg. Mit i mylderet fandt jeg en restaurant paa solsiden hvor de havde kyllinger paa spyd i en rotisseriovn. Det saa f.... godt ud, saa saadan en maatte jeg have. Jeg blev siddende laenge og noed alting. Hver bid at maden, alt hvad der sketet omkring mig. Jeg foelser mig 100 % naervaerende. Bagefter gik jeg ned til havnen og tog sko og stroemper af. Tror I at pilgrimmens taer satte pris paa det. Bestemt. Mine foedder der har baaret mig saa langt, har endelig faaet en tur i det kolde vand. Velfortjent. Byerne Cee og Corcubion er naesten vokset sammen. Oprindelig har de ligget overfor hinanden i en lille bugt, men det er fortid. Byerne blev kendt da de ved faelles hjaelp fik etableret en afspaerring mod det kaempe olieudslip i 2002 hvor en tanker gik paa grund. Et udslip der var saa oedelaeggende for fiskeriet og byerne her langs kysten, og som de endnu ikke er kommet over.

Herberget i Corcubion ligger udenfor byen. Paa vej derop blev jeg passet op at en aeldre spansk mand, der syntes at jeg skulle sove paa herberget i stedet for at skynde mig til Finisterre. Det havde jeg jo saadan set ogsaa selv taenkt.
Manden og hans kone er hospitaleros paa herberget.
Inden jeg gaar videre maa jeg lige igen naevne karma og de "bolde" Caminoen kaster til en, og som man selv beslutter om man vil gribe.
Sidst det skete var ved Samos hvor jeg kom ud paa en vidunderlig omvej.

Idag skete det igen. Fordi jeg ikke bare skyndte mig til Finisterre ventede der mig endnu en gave. Jeg kom ind paa herberget som den foerste. Det saa ikke ud af saa meget, men der er rent og paent og varmt vand og rigelig med vand i bruserne. Da jeg havde vaeret i bad og faaet rent toej paa gik jeg ned for at laaene  en vaskebalje til min vask. Hospitaleraen sagde at det behoevede jeg da ikke og saa vaskede hun mit toej. Imens blev jeg tilbudt suppe og bagefter en slags blodpoelse fra Burgos med broed til. Det smagte godt, selvom jeg ikke rigtig er til blodpoelse, men hvad, man er pilgrim og glad for alt hvad der tilbydes. Mit toej var nu vasket og jeg kunne haenge det udenfor til toerre. Imens er der dukket to spanioler op og to hollaendere op. Ogsa de bliver bevaertet. Da klokken var 7 blev vi igen kaldt til samling, nu var der foerst en stor og maettende gang salat, og bagefter gryderet med broed, vin og vand ad libitum. Selv en lille dessert blev det til. I morgen kl. 7 er der morgenmad. Og alt dette foregaar et sted som ikke kraever penge af pilgrimmene... Taenk lige over det. Disse steder modtager gerne donation hvis man kan give, men der er ingen tvang. Faktisk er det saadan at hvis du ikke har nogen penge, faar du ud over den praecis samme behandling, ogsaa nogen gange lov til at tage af kassen til den naeste dag. Fantastisk.
Senere om aften kom der en bus med unge mennesker der skulle ud paa Caminoen, men var blevet afvist i Finisterre fordi de var kommet med bus. De fik naturligvis lov til at overnatte i deres telte uden for herberget. Men da det begyndte at regne lidt senere, kom vores hospitalero hjemmefra for at lukke dem ind i herberget. Det gav naturligvis lidt uro at der kom 12 unge mennesker ind ved halv et tiden, men der er plads til alle her.

Dag 31

Jeg var foerste mand oppe og gik ned i koekkent hvor de smilende vaerter var klar med morgen mad. Jeg ved ikke rigtig om jeg tror der er engle til. Men hvis der er, saa har jeg lige moedt 2 af dem :)

Jeg lagde naturligvis en fin donation saadan et sted. Den slags mennesker skal vide at de er vaerdsat. Og hvis mine penge kan goere livet lidt lettere for en der ingen har, saa er jeg klart med paa det. Jeg fik en haandfuld frisk waldnoedder med fra haven og er gaaet ned til Finis Terra. Paa stranden smed jeg mit toej og hoppede i det kolde Atlanterhav. En vidunderlig fornemmelse, som jeg har gaaet en maaned for at foele.

Lige nu sidder jeg paa en cafe for at skrive paa bloggen. Dagen er ung, og jeg har ikke en ide om hvad der skal ske. Men jeg er gaaet 900 kilometer og er nu ved Verdens Ende. Wow

Henrik ved Verden Ende