Dag 24, 25 og 26

Dag 24

Mit ophold i Barbadelo O Mosteiro var ganske stille og roligt. Aftensmaden var dog lidt pudsig. Vi skulle foerst spise kl. 20.00 hvilket er sent for mig, men OK, hvis det er saadan saa er det saadan. Nu er det saadan at disse smaa herberg/kroer i landsbyerne er ejet af nogen der ogsaa er boender og alt muligt andet. Saa krofatter som jeg foerst saa i rollen som bonden, og senere igang med at mure en vaeg i staldbygningen, var, efter et hurtigt bad, klar i rollen som krofatter. Da vi endelig kunne komme ind og spise, var der endnu ikke daekket bord eller gjort klar. Der kom gaester, baade fra huset og det naerliggende offentlige herberg, saa der var fuldt hus.

Jeg tror ikke jeg har set et menneske have saa travlt, uden at udrette noget som helst. Det mindede mest af alt om en af de gamle slap-stick stumfilm med Charlie Chaplin der har faet et arbejde som tjener. Stort staahej, store armbevaegelser og en fornemmelse af naesten total kaos. Vores krofatter insisterede paa at lave alt selv, mens vi ventede. Med en elegant bevaegelse ville han smide dugen hen over et 8 personers bord i et hug. Det gik ikke helt saadan, men underholdende var det. Saa kom der glas paa borden, vinglas. Saa skulle der vandglas paa. Foerst satte han ekstra vinglas frem, saa fik han kontraordrer ude fra koekkenet, og satte vandglas i stedet. Dem var der i midlertid ikke nok af, hvorfor han fjernede dem igen og en gang til satte vinglas frem. Endelig - omkring kl. 20.30 blev det tid til at bestille maden. Og alle var meget sultne. Jeg var blevet inviteret over til et selskab af tyskere, som naesten lige var startet paa Caminoen, saa vi fik en snak om vejen og nogle af tyskerne var tydeligt utilfredse med at det tog saa lang tid. Krofatter tog i mod bestilling fra hvert bord og kom hurtigt derefter med vin. Herefter gik han videre til de naeste og saa fremdeles. Inden alle bestillinger var i hus og vi kunne faa maden, var al vin drukket, og selskabet blev mere og mere fjollet. Hvis man har gaaet langt og saa faar vin uden mad, saa gaar det hurtigt i blodet. "Mine" tyskere var dog et godt eksempel paa det opslag jeg saa i Villafranca de Bierzo: "Turister kraever, pilgrimme takker", for de var hoejlydt irriteret over den tid det tog, og en af dem sendte faktisk sin mad tilbage til koekkenet, fordi den ikke levede op til hans forventninger - --- . Naa men jeg fik mad, den var ok, hjemmelavet, ikke noget med Michelinstjerne med aerlig og reel mad  - og saa kunne jeg gaa i seng, i min lille luksus havestue. Jeg sov med aabent vindue og kunne vaagne op med fuglesang og udkig til et figentrae.


Dag 25
Formiddagens vandring, boed paa taet skov som i gaar - vidunderligt. Efter at tilbaglagt ca. 20 kilometer kom jeg til Portomarin. Her spiste jeg lidt omelet saa lidt paa byen. Herefter videre. Efter Portomarin skifter landskabet karakter. Her er knap saa kuperet, og egeskoven afloeses af agerbrug og fyrreskov. Eftermiddagen var en lang sej opstigning af Monte Torres. Det er blevet rigtig varmt hernede, og der var ikke meget skygge. Faktisk svarer varmen til hoejsommer hjemme i Danmark.

A pro pos Danmark. Saa er der ved flere lejligheder stillet spoergsmaal til hvorfor Danmark ikke vil vaere en del af Euroen. En spurgte faktisk, hvorfor vi ikke vil vaere en del af familien. Hver gang proever jeg at levere et rationelt og voksent svar, men faktisk lyder argumenterne inde i hovede paa mig: Droemmen om Morten Korch idyl, Johnny Margrethe paa moenterne, Dannebrog der faldt ned fra himlen, og gammeldags bondsk mistro til alt fremmed. Naar jeg forklarer  - altsaa paa den voksne og rationelle maade - hvorfor Danmark har valgt som Danmark har valgt, saa kigger disse gode mennesker paa mig med et blik der siger: "Ja, det har vi da ogsaa overvejet, men man skal jo viderere fremad.". Og det er faktisk saadan at disse mennesker jeg taler med hverken er kannibaler eller blodtoerstige vandaler der bare venter paa en chance til at voldbolle danske vaerdier. Det er faktisk mennesker jeg har rigtig meget tilfaeldes med, og som jeg holder af. Naar jeg saadan vandrer rundt her i euroens Europa, saa kan jeg ikke lade vaere med at se mit eget faedreland lidt ude fra.

Faktisk saa synes jeg at Danmark har isoleret sig i sin straataekte bindingsvaerksidyl, med de smaaspossede vinduer og doerene lukke taet til. Og der sidder hun, og kigger ud af de fedtede ruder, med en blanding af skindsyge og nedladenhed. Jeg synes ikke det er sundt at sidde i den beklumrede og iltfattige hoejrenationalistiske fims. Jeg synes at Danmark skal slaa vinduer og doere op og komme ud i foraarssolen. Tag taepper og moebler med ud for at give dem en foraarsrengoering. Hvis nogle af tingene er for gamle og slidte naar de komme ud i lyset. Saa smid dem ud og anskaf noget nyt. Det er ikke hvad du ejer der definerer dig - det er det du goer.

Der er et Europa som vi har enormt meget tilfaelles med. Det er faetre og kusiner, vi har et faelles ophav trods mange aar med nationalstater og krige. Men vi kan noget sammen og der er meget der skal goeres. Saa Danmark opgiv den forbeholdne rolle, deltag aktivt og tag ansvar. Danmark, du tror maaske du er mere, eller bedre end de andre, eller maaske er det et udtryk for manglende tro paa sig selv,  men lige meget hvad saa er faktum, at du er praecis lige som de andre, og det er godt nok.

Naa men jeg naaede frem til en lille by efter Hospital de la  Cruz;  Ventas de Naron. Fandt et privat herberg i en idylisk landsby. En god seng og et varmt aftensmaaltid og sov hele natten som en sten.

Dag 26

Vaagnede frisk og ud paa vejen igen. God form, gode ben. Landskabet er nu aendre igen. Det er toerrer og mindre skovklaedt. Fyrskove og store omraader med kraft. Vejret er fint og planene er at gaa til Melide ca. 57 kilometer fra Santiago. I hoejt humoer gaar dagen og jeg er snart i Melide. Her ser jeg godt et skilt til et midlertidigt herberg uden for byen. Jeg taenke dog, at det maatte vaere noget i anledning af Xacobeo - jubelaaret, saa jeg gik videre ind i gennem byen og ud paa den anden side for at finde herberget. Men, sagen var den at herberget var under renovering, og da mine ben ikke er programmeret til at gaa baglaens, besluttede jeg at tage hul paa naeste etape. Er nu komet il Arzua og blevet indkvarteret paa et stort og meget fyldt herberg. Der er nu kun 43 kilometer til Santiago. Jeg er opsat paa at komme videre, og har egentlig ikke de store forventninger til i aften.


Hilsen fra Europahobitten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar