Dag 20, 21 og 22

Dag 20

Ja Ponferrada var ikke godt. Jeg fik dog sendt ting hjem, hvilket var den eneste grund til at jeg stoppede i en stoerre by, saa det var vel ok. Nej, faktisk var det lidt synd for mig, for efter at have fundet et posthus koebte jeg noget mad som skulle vaere let at lave, fordi jeg var traet og sulten. Jeg koebte en mikroovns lasagne, som jeg taenkte var hurtig at lave. Tilbage paa herberget var ca. 50 mennesker i gang med at lave mad paa et komfur. Alt var kaos og hoeje stemmer, og hvad var gaet i stykker? Mikroovnen. Saa jeg spiste lasagnen kold paa en baenk udenfor. Jeg gik i seng med toej paa for simpelthen at kunne staa direkte op og ud af byen. Selvom der var 9 mennesker paa ca. 21 kvm. i et fugtigt rum med skimmelsvamp i loften og blaat plasticovertraek paa madrasserne faldt jeg i soevn og sov rimelig godt - og jeg har heller ikke faet vaeggelus med mig :)

Dag 21
Saaledes ud af byen i en h..... fart, mod det aabne land. Benene er i absolut god form, det har hjulpet at faa et par kilo ud af rygsaekken, saa med god fart paa gik jeg igennem stoerre vinomraader. Og nu er der sket noget. I Rioja var der ikke skyggen af groent paa vinstokkene. Her stod vinen saa, de knudrede knortekaepmaend i lige raekker som soldater, alle med nye skud. Nogen af dem mere tilbageholdende andre havde travlt med at vifte med deres nye lysegroenne foraarshaar.

Jeg har taenkt en del paa Caminoen (! - ok, det var en nyhed). I Charles Dickens: Et juleeventyr, faar gnieren Scrooge besoeg af tre spoegelser, fortiden, nutiden og fremtiden. Det er lidt det samme her. Der er rig lejlighed til at taenke over fortiden og de gode og daarlige valg der har vaeret truffet. Jeg er meget tilstede i nuet, og den realitet som er min, og fremtiden ligger der  med sine muligheder, det er bare at beslutte sig for hvilken mulighed man vil bruge.

Som jeg gik der i mine egne tanker blev jeg pludselig overhalet af en flok drengeroeve paa mountain-bikes. De havde fuld knald paa, og krydsede mellem stien og vinmarkerne. Da en af dem styrtede i et hop, broed hele flokken sammen i latter, men stoppede dog og hjalp kammeraten op. Da jeg kom taetter paa dem kunne jeg se at drengeroevene alle var maend paa min egen alder. Saa det der med at vaere gammel, det er vist mere et spoegsmaal om holdning end aarstal. Saa laenge man kan lege og goere ting uden anden grund end at man kan, saa er der haab endnu.

Laengere fremme paa vejen stod der en ung tysker og lavede friskpresset appelsinjuice til de pilgrimme der kom forbi. Han tog ikke penge for juicen, men man var velkommen til at give donationer. En rar fyr, jeg fik en snak med og saa videre... Saadan er der hele tiden nogeet paa Caminoen.

Dagens etape er gaaet fra Ponferrada over Cacabelos og videre til Villafranca del Bierzo. Jeg moedte igen nogen af de hurtige gutter, som jeg har fulgtes med siden starten af Mesetaen. For dem drejer det som om at tilbagelaegge store afstande hver dag. Jeg har fint kunnet foelges med dem, og har ogsàa faaet tilnavnet Den Sorte Dansker. Men som vi gik og sludrede, slog det mig at jeg er i Santiago om en uges tid.... Hvor blev den Camino af, tiden er baade gaaet langsomt og samtidigt utroligt hurtigt.  Da jeg kom til Villafranca del Bierzo kom jeg til et laekkert sted Ave Felix, saa selvom jeg foerst havde taenkt mig at gaa videre blev beslutningen, at jeg stoppede for idag. Intet hastvaerk, der er ingen grund til at skynde sig. Gutterne gik videre, og jeg var fuldstaendig tilfreds med at falde i baggrunden.

Herberget var alletiders, der var en rigtig "Christiania-vibe" saadan lidt som udenfor Maanefiskeren over stedet. Hospitaleroerne dryssede rundt og talte med alle og drak oel. Nice.
Stedet er utroligt smukt, der er nogen dygtige haandvaerkere der saetter stedet i stand, der er kaelet for alle detaljer.
Om aftenen lavede de mad til os i faellesrummet/Cafeen, men foerst skulle vi alle hold haand i en rundkreds og hilse rundt, og huske at vi er pilgrimme, og at vi passer paa hinanden og gaar med et formaal. Dejlig foelelse af samhoerighed. Vi fik foerst suppe, masser af suppe og broed, dernaest spejlaeg og chorizo. Desserten var nogle saerlige aebler fra Bierzo, haarde som graapaerer og syrlige men med en fin smag.

Jeg moedte en dansker der, en fyr som jeg tidligere har udvekslet et par ord med. Vi havde rig lejlighed til at sidde udenfor i solen og tale sammen. Det viste sig at han i en alder af 46 havde faaet en blodprop i hjernen, saa vi kunne tale sammen om det at blive alvorlig syg, uden saa mange ord. Vi viste begge hvordan den anden har det.

Skoen dag, skoen aften, jeg sov som en sten i det gode stenhus, med hoejt til loftet og en koelig og toer luft. Ah..

Dag 22

Afsted afsted paa lette fjed. En kort dag. Jeg sparer op til at krydse bjergene i morgen. Det bliver den sidste store stigning - O Cebrero - og saa er jeg i Galicien.

Men indtil da, har jeg idag gaaet langs en rislende flod i en dal omgivet af hoeje bjerge. Foraaret naermest eksploderer hernede. Hvad der i gaar var svagt groenne bjergsider, er idag iklaedt mange nuancer af groent, med hvide, gule og lilla blomster. Syrenerne er sprunget ud og vejret er skyfrit og solskin. Det er sgu´ svaert at bevare pessimismen :)

Der er begyndt at komme mange nye ansigter paa vejen. Der er mange der foerst starter deres Camino her knap 200 kilometer fra Santiago, der er ogsaa mange flere souvenirs og Camino mig her, Camino mig der ting.
En anden slags rejsende er ogsaa dukket op. Hernede kalder de dem for touristegrinos - en sammenblanding af tourista og peregrino (turist og pilgrim). De kommer hertil i rejseselskaber, de har en minibus til raadighed. Og der staar de saa. I klaedt fra top til taa i det nyeste og dyreste Outdoor udstyr. Jeg kan fortaelle, at aarets modefarve (i Frankrig i hvertfald) for den modne og trendy outdoortype er brun og beige. Nyvaskede og med haaret sat, staar de saa der i det knitrende nye toej, parat til eventyr. Et par af damerne havde endda gaiters paa (Gaiters er nogle vandafvisende gamacher man har over stoevlerne og det nederste af bukserne). Jeg er selv glad for mine gaiters, jeg bruger dem gerne om vinteren saa man ikke faar sne i stoevlerne. Jeg var ogsaa glad for at have dem i Pyranaerne paa grund af al regnen og mudderet. Men hernede paa plan grund i 25 grader varmt og toert vejr, er de nok en smule varme at have paa. Men det saa rigtigt chict ud, som klippet ud af kataloget.
Naah, men ude af hotellet laesser de deres knirkende nye og dyre rygsaekke ind i minibussen, for at begive sig ud i det vilde pilgrimsliv. Jeg passerede dem rimelig hurtigt, for de holdt mange pauser for at binde sko og straekke ud. Desuden kunne man fornemme deres deodoranter og Eau-de-Cologne paa lang afstand. Jeg selv er vist lidt ud over den foerste friskhed fra mit bad i gaar eftermiddags under den kolde bruser :).

Senere moedte jeg saa deres chauffoer der holdt klar med kolige drikke og mulighed for et lift. En lille times tid efter blev jeg overhalet af den nu fyldte bus som koerte mod naermeste landsby (jeg tror der var 5 - 7 kilometer mellem byerne i dag). Da jeg naede frem sad de da ogsaa allesammen og spiste frokost paa restaurant, man bliver jo sulten af al den gaaen rundt.

Det kan godt vaere at jeg er fordomsfuld, men at faa sit Campostela i Santiago paa den maade er sgu´ ikke godt nok. Om man har gaaet hele turen eller noget af turen, saa gaelder det, at man tager det haarde arbejde det er at gaa, paa sig, og slaebe paa sine egne ting, det uanset om det regner eller sner, eller kroppen vaerker.. Man skal have fortjent sit Campostela, ikke bare erhvervet det som en souvenir. No Pain! - No Gain!
Touristegrinos´ne kommer da heller ikke ind paa pilgrimsherbergene, men der var nogen inde og kigge paa os andre i gaar da vi sad i Bierzo og solede os. Saa ogsaa her var stedet lidt ligesom Christiania derhjemme :)
I Bierzo havde de for oevrigt et opslag hvor der stod: Turister kraever - Pilgrimme takker og det beskriver vist meget godt forskellen.
Naah men jeg har ladet mig fortaelle at dem bliver der flere af jo taettere vi kommer paa Santiago, og de goer jo ingen fortraed.
Uagtet hvordan man bevaeger sig rundt her i Leons bjerge, saa kan ingen undgaa at blive maerket af dette suveraent smukke landskab. Jeg kom forbi en lille landsby, hvor floden loeb igennem, og uden for folks huse graessede koerne. Lyden af stilhed, rislende vand og koklokker. Det bliver ikke meget bedre. De mennesker der bor her maa vaere meget lykkelige.

Formiddagspausen blev holdt paa et herberg drevet af brazilianske Caminovenner. Fedt at sidde og lytte til samba og slappe af: :)
Jeg har besluttet mig for at stoppe inden det sidste bjerg. Jeg har fundet et sted: Pequina Potala - lille Potala (H.H. Dalai Lama´s sommerresidens i Lhasa, Tibet) Nice... De laver mad til os idag, det er jeg spaendt paa..
Jeg har talt lidt med en af hospitaleroerne, en japansk pige der er i Spanien for at laere det spanske sprog og det spanske koekken at kende. Hun laver mad i dag, saa jeg er spaendt paa hvad vi skal have. Efter duften at doemme er der en fiskeret.
En glad og delvis solbraendt (arme og hoved) pilgrim i Spanien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar