Dag 18, 19 og 20

Dag 18


Min dag paa det skoenne gamle herberg i Hospital de Orbigo var en nydelse. Stemningen bar praeg af ro og  fred. Jeg moedte igen de to hollandske piger og gutten fra Schweiz og aftalte af spise med dem igen. Til os stoedte en tysk mand med hans to store unger - se der var maaske noget for Jer unger, saadan at tage paa pilgrimsrejse med den gamle ? Vi kunne jo starte i Geneve og arbejde os gennem Frankrig via Le Puy for at stoede til Caminoen i St. Jean ? Hvis vi tog 10 dage hvert aar kunne vi klare turen paa en 7 - 8 aar ???
Naah, men tilbage til Hospital de Orbigo. Dejlig aften med hjemmelavet mad i storfamilien. Dejligt. Jeg gik tidligt i seng og vaagnede udhvilet tidligt den naeste morgen.

Dag 19
"I´m a lean, mean walking machine"

Saaledes frisk som en fisk, begav jeg mig afsted mod Astorga. Jeg gik gennem Santibanez de Valdeglesias og San Justo de la Vega (ofte er navnene paa landsbyerne omvendt proportionale med byens stoerrelse!) og kom til Astorga allerede inden middag.

Dejlig by i oevrigt. Det er den foerste store by som jeg rigtig godt har kunne lide. Maaske fordi de er kendt for deres chokolade - jeg ved det ikke.

Jeg fortsatte stoedt, for nu er Mesetaen 100% slut - Jeg er inde i et omraade der hedder Maragateria, et omràade med en saerlig befolkning paa ca. 5000 mennesker i ca 50 landsbyer, hvis oprindelse er lidt en gaade. Maaske efterkommere efter Visigotherne eller Maurerne. Rygtet siger at i 800 tallet skulle kongen have betalt 100 jomfruer hvert aar for at holde sig paa god fod med disse folk. Men i dag foregaar betalingen altsaa i Euro ligesom andre steder :) - Disse brave mennesker har i oevrigt en kulinarisk specialitet: Cocido Maragoto, som er for sultne folk, meget sultne folk: Man faar foerst koed; Poelse, skinke, blod poelse, svinemave, chorizo, kylling og nogen gange grisefoedder, -oerer og -tryner (Oink, Oink) - Derefer faar man nogen boller lavet af aeg, broed, hvidloeg, persille, poelse og bacon - Nu er tiden kommet til kikaerter, efterfulgt af groensager; kartofler, kaal, og andre groentsager. Til slut skylles der efter med nuddelsuppe.
Men saa sulten foelte jeg mig nu ikke.

Benene er virkelig paa toppen i dag. Jeg har kun faa behov, og er meget udholdende og i topform.

Opad gik det, gennem Muria de Rechivaldo, El Ganso til Rabanal del Camino. Her - efter 40 kilometer - besluttede jeg mig for at stoppe. Dejligt herberg, drevet af The St. James Fraternerty. Jeg fik vasket og gjort klar da det begyndte at regne - og jeg mener regne !

Heldigvis laa der en restaurant lige overfor. Jeg dryssede derover og drak noget kaffe og saa spansk tv, i haabet paa at der kom nogen pilgrimme forbi. Det gjorde der - to australske fyre, som jeg spise sammen med. Derefter bare paa hovedet i seng - 40 kilometer kan godt maerkes.

Dag 20

Bjerge, endelig bjerge igen. Rabanal del Camino ligger 1162 meter over havet saa det gik fra 816 til 1162 i gaar. I dag gaar det rigtig opad. Foncebadon ( 1439 meter), og saa en af mine milepaele: Cruz de Ferro.

Endelig her. Det er stedet hvor jeg kan komme af med min sten, i ved den med daemoner og saan´t i. Det var en befriende foelelse at kunne laegge den sammen med de millioner af andre sten. Jeg har gaaet rundt med den i tasken siden jeg besluttede mig for at tage paa Caminoen. Nu ved jeg godt at I sidder derude og taenker: "Det er meget godt med dig Henrik, men hvad med stenen?" - til det har jeg kun at sige, at sten er haardfoere vaesener, som slet ikke aenser at der skulle vaere nogen menneskelige problemer i dem. I oevrigt er den jo ikke alene !

Saaledes glad og fro begav jeg mig videre. Nu oppe paa toppen af bjerget i den gryende dag. Koeligt men sol. Helt i gennem pragtfuld dag. Efter et stykke tid kom jeg til et syret sted. Manjarin.

En landsby der er forladt og forfalden. Her bor kun Tomas der ser sig som en direkte efterkommer fra Tempelridderne. Han har et herberg uden vand og el. Dagen var stadig ung og jeg skulle videre over Montagne de Leon. Toppede paa 1532 meter med en dejlig udsigt ned paa skyerne i dalen.

Og saa blev det foraar. Som jeg begyndte den stejle nedstigning stod alt i flor. Gule og lilla blomster traer med lysegroenne nye blade, rislende baekke og solskin. Det har vaeret den hidtil bedste naturoplevelse paa turen. Her er saa smukt. Wow.

Jeg gik gennem El Acebo, hvor de havde god kaffe, Riego de Ambros til Molinaseca, som er en dejlig lille by og helt frem til Ponferrada. Den sidste stoerre by inden Santiago. Her har jeg faaet sendt noget mere hjem, fordi min rygsaek er for tung, og min ryg er begyndt at brokke sig over at slaebe saa meget hver dag. Det er saerligt venstre side i nakken og skuldren.
Saa vaek med alt der ikke er absolut noedvendigt.

Alt i alt en storartet dag. Rimelig lang dag p.g.a. bjergvandring, men i god form.

Desvaerre er herberget her i Ponferrada noget skod. Alt for klemt og mast sammen. Jeg taenker at det maa vaere saadan at vaere paa Maendenes Hjem. Alt for mange mennesker, jeg fryger en haard nat og har fundet oerepropperne frem. Nu vi jeg finde paa noget at spise, saa maa vi jo se hvad der sker.

Imorgen gaar turen mod Villafranca del Bierzo, maaske laengere hvis formen er til det. Der er 212 kilometer til Santiago, saa det er ved at vaere taet paa.

 - Deres udsendte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar