Dag 10 og 11

Der er aldrig noget der bliver som planlagt her paa Camino'en, se blot idag.

Jeg sluttede af med at der ikke rigtig skete noget, og at jeg bare skulle have sardiner til aftensmad. Jeg ytrede mig ogsaa om ikke at skulle til Burgos, men lige nu sidder jeg altsaa her. Mere om det senere.

Efter at have skrevet blog i gaar laa jeg lidt og sundede mig, jeg havde trods alt gaaet halvanden etape. Saa dukkede Estevia fra Köln op, som jeg ikke har talt med siden Cizur Menor udenfor Pamplona. Vi blev enige om at finde et eller andet der kunne laves mad af her i den lille flaekke, med det smarte navn: Villafranca Montes de Oca. Byen, som kun er en lang raekke huse langs N 120 har een restaurant - et Truck stop, med tung roeg og lastbilchauffoerer. Det var ikke lige sagen. Vi fik at vide at byens bar, ogsaa var et lille supermarked, saa hen til den. Baren, som naermest er at sammenligne med en stue med en bardisk, husede ejeren, hans mor, den gamle bedstefar og to lokale. I den bagerste del af lokalet var der sofa og stole, og her sad de lokale og mama og taeskede kort, mens bedstefar slumrede foran pejsen. Vi fik en forfriskning og satte os hen til pejsen, for lidt koldt var det. Jeg ved ikke rigtigt om det var meningen at gaester skulle herned i denne ende af lokalet. Mama´s lidt strenge mine kunne tyde paa at vi var i privaten, men vi traengte til lidt varme, saa vi blev. Bagefter fik vi lov til at gaa ind i baglokalet, hvor der var en nydelig lille butik, med lidt varer. Saa menuen blev: pasta med roed peber og tun.

Herberget forresten, er et af de herberger som de fleste smaabyer her paa Caminoen har. Det er drevet af lokale, maaske med lidt offentlig tilskud. Der er kun de mest fornoedne ting der er her. Der var et nyere badevaerelse med der kunne levere en relativ maengde vand i en relativ varm kvalitet. Selve lokalet bestod af 9 koejesenge stillet op ud fra vaeggen med en meters penge imellem. For enden stod et langt bord med baenke og et lille koekken.

Den dag var vi 14 mennesker i lokalet, herunder et styks dansker. Der var stille i lokalet og rart at vaere. Vi var den saedvanlige blandig af spaniolere, japanere, englaendere, tyskere og nu hele 2 danskere. En hyggelig aften ventede med udveksling af mad og den saedvanlige snak paa en blanding af mange sprog, maaske en nyt europaeisk sprog er under opbygning :)

Lige lidt om den anden dansker. Jeg opdagede at hun var dansk fordi hun sad og bandede over et eller andet pàa computeren. Da jeg gav mig tilkende, spurgte hun om jeg var Henrik, for hun havde hoert om mig fra de gaeve irlaendere jeg spiste med i Estella. (har man faaet et navn hernede eller hva'?). Der var dog ikke sjovt at snakke med hende for det var hele tiden noget med "Det er ogsaa for daarligt" og "Det gider jeg ikke". Jeg haaber ikke at den utilfredse og dovne attitude er alt for karakteristisk for danskere...........  Saa jeg - som den glade lille melbolle jeg er, sprang tilbage i den store internationale gryde med suppe - som Caminoen er... Danskeren ville ikke vaere med til noget og laa bare og SMS'ede mens vi andre sludrede, saa billeder af familen og hvad ved jeg. Men det er jo hendes karma - ikke to Caminoer er ens.

A pro pos nationaliteter og suppe. Alt er en sammenblanding af mange typer, kulturer og luner. Selv om man ikke kan, eller skal, karakterisere de forskellige lande, saa bidrager de paa forskellig maade. Bedst synes jeg om spaniolerne. Om vejret p..... ned i stride stroemme, eller vablerne blomstrer paa foedderne, saa er de til fest naar de gaar Caminoen. Altid oplagte, snakkende og gestikulerende. Jeg ved ikke om alle spanioler kender hinanden, men naar man gaar Caminoen kan man godt faa den tanke. Naar to spaniolere moeder hinanden har de noget at snakke om. Det er simpelthen forrygende at man kan snakke med alle, om alt overalt. Som een stor faetter-kusine fest. Jeg elsker det simpelthen, og maa i vinterens loeb faa laert at tale spansk saa jeg kan vaere med :) Min kaere kone Majbritt. Du som elsker, og er god til, at tale med alle. Du skal overveje at blive spanioler, jeg tror du vil stortrives med det.

Dag 11

Trods det hyggelige selskab og de trygge rammer kunne jeg ikke falde i soevn. Jeg har simpelthen saa ondt i mit knae om natten at det holder mig vaagen. Jeg besluttede mig derfor at faa indkoebt noget smertestillende, et knaebind og noget haandvaskesaebe snarest muligt, hvilket jo her og nu betyder at tage til Burgos. Hmm... Man har en holdning til man faar en ny.

Jeg startede tidligt ud i dag. Stadig i naerheden af N 120 begyndte jeg opstigning fra Villafranca Montes de Oca gennem et naturomraade Montes de Oca med et hoejdepukt pa 1162 meter frem til naeste dal som huser landsbyerne San Juan de Ortega, Agés  og Atapuerca. Det var iskoldt og meget diset da jeg startede. Plaget af knaesmerterne gik det kun meget langsomt op ad. Paa det tidspunkt overvejede jeg at goere en kort dag ud af det, og tage en overnatning i San Juan de Ortega kun 12 km. fra hvor jeg startede.  Mens jeg langsom steg opad kom jeg - igen - forbi et af de mindesmaerker der er en del af langs ruterne. Mindesmaerker for pilgrimme hvis Camino endte brat.. Ofte lige efter anstrengende opstigninger.  Caminoen er ikke kun fest og farver - det er sandelig ogsaa liv og doed.

Jeg stod lidt og filosoferede ved stedet. Hvis ikke den nystartede laege paa Steno havde kigget grundigt paa min EKG ( som jeg jo har faaet taget mange af foer) og fundet noget anormalt, saa var jeg ikke blevet undersoegt grundigt, saa man fandt de forsnaevringer jeg havde paa kranspulsaaren. Det ville have betydet, at jeg rendte rundt med noget der pludselig kunne blive katastrofalt.
I stedet er jeg blevet opereret havde jeg ikke kunnet agerer proaktivt idag. Saa havde det maaske vaeret mig der en dag under anstrengelse faldt om-.

Jeg er taknemmelig for de gode mennesker paa Steno, der undersoegte mig og fandt problemet og som til stadighed passer paa mig. Jeg er taknemmelig for for de gode mennesker paa Gentofte Hospital der opererede mig og reddede mit liv, og taknemmlig for det gode mennesker paa Bispebjerg Hospital som efterfoelgende har passet paa mig og laert mig meget.
Tak skal I have.

Saaledes videre paa ruten. Jeg gik gennem lyng, egeskov og krat videre gennem taet fyrreskov. Solen var staaet op men gav ingen varme. Der stod en kold vind fra Nord Oest, som gjorde at jeg maatte stoppe og tage mere toej paa.  Ude af skoven moedte der mig et vidunderligt syn. En stor dal badet i sollys. Jeg gik foerst til San Juan de Ortega, men fandt ud af at jeg ikke behoevede et hvil endnu. (jeg har altid broed og lidt ost med mig)  - bemaerk venligst at jeg endnu ikke har faaet kaffe.

Besluttede mig for at gaa lidt videre og checke dagsformen. Jeg kom til Arges og drak en kop kaffe og besluttede at gaa videre. I Cardenhuela gik jeg ogsaa videre og saa var dalen slut, og ny stigning ventede. Denne stigning var stejl og fra toppen af kunne jeg i det fjerne se Burgos. Saa var beslutningen ligesom taget. Burgos. Og her er jeg. Det tog 3 timer fra jeg saa byen til jeg var i den, saa langt kan man se her.

Det er lidt pudsigt for hvor Navarra er Vandets land, og La Rioja er Jordens land saa hersker der ingen tvivl om at Castille er Vindens land. Store brede dale og bloede bjerge, her kan vinden faa fart paa. Der er sol, men ogsa en kold vind. Meget kold vind.

Jeg maa indroemme at jeg tor en bus idag. Da jeg naede udkanten af byenog fandt ud af at der var 10 km. til centrum blev jeg lidt traet. Forestil Jer at skulle gaa fra Glostrup eller Roedovre ad Roskildevejen, efter at have gaaet mere end 30 km. i naturen. Nej vel....

Jeg er nu paa det skoenneste herberg. Nyt og bekvemt. Jeg er igang med at vaske alt mit toej, og saa maa vi se hvad der sker herfra.

De bedste tanker  - Henrik "Melbolle" Kehler - Burgos, Spanien

Ingen kommentarer:

Send en kommentar